Personlig, Sygdom

At være syg, men ikke ved hvorfor..

Jeg ved egentligt ikke om jeg burde skrive det her indlæg eller lade være, men for mig hjælper det at snakke om det.. Så jeg vælger at fortælle det, og så må folk spørge ind til det, hvis det er det de har lyst til. Jeg har bare brug for at fortælle det, da der allerede går en masse rygter om det.. Så for at slå det hele fast en gang for alle, vælger jeg at fortælle MIN version.

Som mange nok har fundet ud af, har jeg været indlagt hvor jeg næsten lige er blevet udskrevet igen. Dog er det de færeste som ved hvorfor og hvor jeg har været indlagt, udover nogle få veninder og min familie. Here it goes.. Jeg har været indlagt på afdeling N3 i Brønderslev, det vil sige jeg har været indlagt på den psykiatriske afdeling. Hvorfor jeg har været indlagt, går et godt stykke tilbage, så jeg fortæller det bare i korte træk, ellers bliver jeg aldrig færdig.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har haft det svært et par gange, og det vil jeg ikke lægge skjul på. Og grunden til jeg blev indlagt i første omgang er også pga jeg havde det skidt, faktisk rigtig skidt, mere end jeg nogensinde havde troet jeg skulle komme til og opleve. Men ja, det skete altså. Og kan takke min bedst veninde Kamilla for at jeg blev indlagt, for uden hende ville jeg stadig have det af helveds til idag. Så er taknemmelig for at hun så signalerne før jeg overhovedet selv gjorde.

Jeg har længe haft det skidt, men jeg har altid været en som ville klare tingene selv, og det ville jeg også denne her gang. Og det er også derfor at ingen gang min familie vidste hvordan jeg havde det, før jeg egentligt skrev en sms til dem om at jeg lå indlagt.. Jeg tror det kom som et stort chok for dem alle, og det gjorde det også for mig i starten, for havde ikke troet det skulle ende så galt.. Jeg følte mig tom indeni, og det gør jeg faktisk stadigvæk, men kan ikke sige hvorfor, for jeg ved det ærligtalt ikke og det skræmmer mig. Jeg blev tjekket for en del da jeg var indlagt, blandet andet for om jeg havde en depression, men det havde jeg ikke. Og jeg følte/føler mig heller ikke deprimeret. Faktisk føler jeg ingenting, hverken glæde eller tristhed. De ved endnu ikke hvad der er galt med mig eller hvad jeg helt præcist fejler, de tror jeg har en psykotisk lidelse, – skizofreni, da mange af mine symptomer godt kunne tyde på det. Det lyder vildt, men ikke engang det er de sikre på. Så jeg blev henvist til OPUS som er en afdeling for unge med skizofreni (som de TROR jeg har), men de ville ikke komme med en endelig diagnose, da jeg har en masse forskellige symptomer, blandt andet hører jeg mine tanker blive læst op af en anden stemme, jeg hører fodtrin bag mig når jeg går alene selvom der ikke er nogle, og så har jeg ingen følelser tilbage, er helt tom indeni.

Jeg har lige fået indkaldelsen til OPUS, som jeg skal ud og snakke med i næste uge. Jeg er både spændt og nervøs, for jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal forvente af samtalen. Jeg håber bare de kan hjælpe med at finde ud af hvad det er der helt præcist er i vejen med mig, for det er sgu ikke sjovt at have det sådan her, som jeg har det.. Jeg har også fået noget medicin, som gør at jeg er ekstremt træt. Hvis jeg kunne sov jeg i døgndrift. Mange folk har forsøgt at komme i kontakt med mig, men jeg har simpelthen ikke overskud til noget som helst lige fortiden. Jeg har valgt ikke at se A før jeg ved hvad der er galt med mig, og før jeg har fået overskud igen. Og før I spørger, så nej. Hun ved ikke at jeg har det sådan her, og hvad der helt præcist er sket. Men hun ved godt jeg har været indlagt, dog ikke på den psykiatriske afdeling. Og det behøver hun heller ikke vide, da hun bekymre sig rigtig meget om hvordan jeg har det. Så for at hun ikke skal lukke sig inde i sig selv, så har jeg valgt at hun ikke skal vide hvorfor jeg har været indlagt eller hvor jeg har været indlagt. 

Mange vil nok mene at jeg er ond eller en dårlig mor når jeg ikke vil se A, men jeg synes ikke hun skal se mig have det sådan her. Det skader mere end det gavner, og jeg bliver sgu nødt til at tænke på hvordan hun ville reagere, hvis hun vidste det. Og jeg ved det ikke ville være positivt. Så derfor har jeg vagt at det skal være sådan her. Heldigvis ved jeg at hun har det super godt hos sin mormor og Jacob, og at hun intet mangler. Og jeg snakker i telefon med hende flere gange om ugen, så det er ikke fordi jeg slet ingen kontakt har med hende. Jeg har bare sat samværene med hende på standby, til jeg har fået det bedre igen, og til at jeg kan være der for hende 200%. 

Tak fordi I ville læse med.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

2 Kommentarer

  • Svar Malene Lehnemann 13. september 2017 at 21:17

    Stort respekt til dig og din ærlighed…

  • Svar Camilla 21. september 2017 at 18:52

    Glæd dig til din samtale med opus. Jeg har været under deres vinger det sidste år og jeg har fået så god en behandling og hjælp.
    Er selv paranoid skizofren i en alder af 28 år. Fik diagnosen for to år siden.
    Der er op og nedture. Men jeg er glad for opus og behandlerne.

  • Skriv et svar til Camilla Annuller Svar