Personlig, Sygdom

At være syg med en tabu ‘sygdom’ ..

IMG_0980

Jeg blev diagnosticeret med PCOS (Polycystisk Ovariesyndrom) for et par år siden, og selvom flere og flere kvinder bliver diagnosticeret med enten PCO eller PCOS, er der mange som slet ikke aner hvad det er, da de fleste vælger ikke at snakke om det, da det er et tabu for mange. Det var det også for mig i starten, men ikke mere. Jeg har langt om længe accepteret at jeg lever med det, og at den ikke bare lige forsvinder af sig selv..

Hvad er PCOS? – PCOS er en tilstand med mange ægblærer i æggestokkene (cyster). Ægblærerne er på 2-9 mm, som er standset i deres udvikling. PCOS er ledsaget af hormonforstyrrelser, som ofte medfører manglende eller sparsomme menstruationer, og kan give vanskelighed ved at opnå graviditet (mange med PCOS lider af barnløshed). Kroppen danner blandt andet også for mange mandlige kønshormoner, som f.eks. kan vises ved unormal hårvækst på krop og ansigt (især på overlæben, hagepartiet og tindingerne), dog er der nogle enkelte som også får uønsket hårvækst ved brystvorterne, mellem brysterne, indersiden af lårene eller fra kønsbenet op til navnlen nederst på maven og så uren hud bedre kendt som akne. Derudover kan man også risikere at få den såkaldte æblefacon, da ca. 65%  kvinder med PCOS er overvægtige. 

Jeg er så en af de ‘heldige’ som døjer med hele undskyld mit sprog, lortet. Udover at leve med uønsket hårvækst, manglende menstruation, barnløshed, diabetes 2, akne og overvægt, er jeg også en af de heldige som døjer med smerter fra cysterne. Faktisk er de så slemme at jeg har fået ordineret morfin piller til at tage det værste, ellers kan jeg slet ikke hænge sammen. Smerterne er så slemme at morfinen kun tager toppen af dem, så man kan roligt sige at det gør pænt nas! Hvis jeg kunne, ville jeg tusinde gange hellere ligge med veer i flere dage, end at have de her smerter, – for de er pænt ud sagt den værste smerte jeg nogensinde har været udsat for!

Selvom mange kvinder syntes sygdommen er et tabu, heriblandt mig selv, har jeg valgt at stå frem og fortælle om min ‘oplevelse’ med sygdommen. Jeg har efterhånden accepteret at jeg har PCOS, og at jeg ikke kan spise det samme som andre kan, har også accepteret at jeg skal vokse mine ben, overlæbe og hage lidt oftere end alle andre, for ellers vil jeg komme til at ligne en mand pga. den uønskede hårvækst. Ja jeg har endda også til dels accepteret at jeg ikke kan få flere børn af mig selv, så hvis jeg endelig beslutter mig for at A engang skal have en lillebror eller lillesøster, ja så skal jeg have hjælp til det. Det er sgu hårdt at acceptere. Men sådan er livet engang imellem. Der er dog en enkelt ting som jeg endnu ikke har accepteret, og det tror jeg heller ikke jeg kommer til.

Jeg har (næsten) altid været en tynd pige, ikke sådan ultra tynd, men tynd. Jeg tog selvfølgelig på under min graviditet med A, og tænkte at det kunne jeg altid smide bagefter, for havde hørt at det ikke ville være så svært. Men jeg blev hurtigt klogere.. Jeg blev diagnosticeret med PCOS nogle måneder efter A kom til verden, og så begyndte alle symptomerne at komme. Jeg indrømmer gerne at jeg ikke tænkte så meget over det i starten, som jeg burde. Og da jeg fik diabetes 2 som følge af PCOS’en, gik det op for mig at jeg blev nødt til at gøre noget, men havde svært ved at acceptere det. Der gik faktisk rimelig lang tid hvor jeg forsøgte at tabe mig, igen og igen, men hvor det blev ved med at mislykkedes, så til sidst opgav jeg. Jeg var meget indlagt en overgang pga. smerterne, og i den forbindelse blev jeg tilknyttet en diætist, og en læge som havde med PCOS at gøre. Jeg blev sat på alt muligt medicin som skulle lindre smerterne og gøre så jeg fik min menstruation igen, men efter 6 måneder uden held rådede lægen mig til at stoppe med dem, så det gjorde jeg. Flere gange spurgte jeg om de ikke kunne gøre noget ved smerterne, da de ikke var til at holde ud, men gang på gang fik jeg at vide at de ikke ville fjerne mine æggestokke så længe jeg var under 25 år.

Den dag idag går det lidt bedre, men smerterne er stadig det samme, så pt. venter jeg på jeg fylder 25 om 3 måneder, så jeg kan bede overlægen om at fjerne mine æggestokke, så jeg forhåbentligt slipper for de her lorte smerter! Derudover er jeg igen igang med at komme af med de satans kilo, og denne her gang går det lidt bedre. Der er røget nogle kilo af og en masse cm fordelt på kroppen, og har endelig fundet ud af hvad jeg kan spise og ikke kan spise, så der er stadig håb forude.. – Jeg ved godt at jeg aldrig kommer af med min PCOS, for det kan ikke kureres. Men jeg ved at hvis jeg bliver normalvægtigt, eller hvis min BMI ryger lidt længere ned, så kan PCOS’en gå i dvale, og symptomerne vil lige så stille forvinde. Og det kan jeg godt leve med. (-:

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar