Familie, Personlig

Historien bag min datters anbringelse.

Tullerøv og mig

Det er ingen hemmelighed at min datter Annabel ikke bor hos mig pt., og jeg har før fortalt i et interview i Ude&Hjemme om hvorfor, men kun den korte version. Og da der er mange der stadig spørger ind til hvorfor hun egentligt ikke bor hos mig, har jeg besluttet at fortælle hele historien en gang for alle.

Jeg har haft en hård barndom med daglig mobning, som førte til et mislykket selvmordsforsøg og en langvarig depression, men det er en helt anden historie. Før jeg blev gravid fik jeg piller mod min depression, og stoppede med at tage dem fra den dag jeg stod med to positive graviditetsteste i hånden. Og det gik også fint nok, jeg kunne ikke rigtig mærke noget til depressionen længere. Jeg var ikke længere deprimeret på samme måde, jeg var glad. Men det varede ikke ved.. Et par måneder efter min datter kom til verden, begyndte det at gå i den forkerte retning igen. Jeg var træt konstant, blev sur over ingenting og var i det hele taget bare i dårligt humør hele tiden. Jeg benægtede først selv at der var noget galt, men inderst inde vidste jeg jo udemærket godt at den var helt gal. Det blev faktisk kun værre og værre, og jo længere tid der gik, jo mere gled jeg væk fra A. Og til sidst greb min far og stedmor ind, og kontaktede kommunen. Og det er jeg utrolig glad for den dag idag, selvom jeg ikke var lutter begejstret for det denne gang. Vi fik et møde med en dame fra kommunen som kom hjem for at snakke lidt om hvordan det stod til osv., og i den forbindelse spurgte min far og jeg om det kunne lade sig gøre at jeg kunne komme på morbarnhjem for at bevise at jeg virkelig ville min datter. Det ville de ikke gå med til, da de ikke kunne se der var problemer som sådan, og så var den ikke rigtig længere. Et stykke tid efter endte jeg med at flytte hjem til min mor og stedfar og derfor skiftede jeg også kommune til Aalborg. Det gik rimelig godt i starten, men efter et års tid ca. begyndte det igen at gå den forkerte vej, og min mor bestilte derfor en tid til lægen til mig, så vi kunne finde ud af hvad der var galt med mig. Lægen lavede en masse test og stillede mig en helveds masse spørgsmål, og kunne hurtigt konkludere at min depression var kommet tilbage, og den havde udviklet sig til en fødselsdepression. Min mor og jeg blev enige om at kontakte kommunen så vi kunne få et møde. Der kom så en dame fra Familiegruppen Nord ud et par dage efter, en rigtig sød dame faktisk. Vi snakkede lidt frem og tilbage og hun tilbød mig så at komme i en slags mødregruppe for forældre som havde svært ved at vænne sig til forældre rollen. Jeg blev tilknyttet et sted som hed Familiehuset Victoria ude i Aalborg, hvor A og jeg skulle komme et par gange om ugen hvor ‘pædagogerne’ derude så skulle observere os, og hvor jeg fik mulighed for at snakke med andre unge mødre i samme situation som mig. I den forbindelse ville kommunen også have de skulle lave en forældrekompetenceundersøgelse på mig, og det var jo fint nok, for jeg ville jo hellere end gerne bevise at jeg ville min datter. I mellemtiden fik jeg det værre og værre, så jeg kom stort set ikke ud på Victoriahuset, som aftalt. Vi fik et nyt møde med sagsbehandleren og vi aftalte at der kunne komme en hjem til os et par gange i ugen, så jeg var fri for at tage til Aalborg, jeg skulle bare komme til møderne med psykologen så jeg kunne få lavet testen.

Det gik fint nok de første par uger, men så stoppede jeg med at komme derude, jeg ved ikke præcis hvorfor, jeg følte mig ikke særlig tilpas derude. Efter en måneds tid cirka, blev vi ringet op af sagsbehandleren som fortalte at de havde lavet testen færdig på trods af at jeg ikke var der til særlig mange af møderne, og ja set i bakspejlet er det min egen skyld og ikke særlig smart. Men altså, vi blev så indkaldt til møde på Familiehuset Victoria sammen med deres leder og vores sagsbehandler, og vi snakkede om udfaldet af testen. Og i den forbindelse fortalte de en masse ting om A, som hverken mig, min mor eller stedfar kunne genkende. Men de var så kommet frem til at jeg var en meget indelukket person med følelsesmæssige problemer, og som havde svært ved at knyttet sig følelsesmæssigt til andre personer. Og på nuværende tidspunkt kunne de ikke se at jeg var i stand til at tage vare på A, og derfor mente de at hun skulle fjernes. Men det var op til sagsbehandleren hvad der skulle ske. Hun skulle snakke med sin leder om testen, og ville kontakte os senere på ugen. Det var virkelig nogle lange dage…

11002232_1437686346523123_1940381952_o

Et par dage efter kom opkaldet, vi skulle til møde allerede ugen efter, hvor lederen ville deltage. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle føle eller sige, jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at vente til mødet. Det blev dagen hvor vi skulle til møde, og min mor havde sagt at vi kunne tage en tur ind til byen bagefter og kigge, så A og min bedste veninde var med. Vi kom derind, og allerede der kunne jeg mærke hvor utilpas jeg var. Vi snakkede frem og tilbage, og sagsbehandleren fortalte at det var meget bekymrende sådan som min situation var. Vi snakkede frem og tilbage, og jeg gik med til en frivillig anbringelse, da jeg ville gøre alt for at samarbejde, så jeg kunne vise at jeg virkelig gerne ville min datter. Hun ville lave en ‘kontrakt’ som jeg skulle underskrive, så anbringelsen kunne træde i kraft, og den ville hun så sende senere på ugen. Jeg spurgte hvor lang tid der ville gå før A skulle hen til en anden familie og bo, og hun fortalte at de ville have fundet en familie om små 14 dages tid. Så kom tårerne. Jeg følte mig knækket, følte min verden faldt sammen. Alle følelser væltede frem, tror jeg var hele følelses registreret igennem. Vi aftalte at snakkes ved senere på ugen, så jeg lige kunne få lov til at bearbejde det. Da vi kom hjem igen, snakkede min mor og jeg det hele igennem og jeg spurgte hende om hun ikke kunne tænke sig at tage sig af A mens jeg fik det bedre, og selvfølgelig ville hun det. Så jeg kontaktede sagsbehandleren med det samme og sagde min mor og stedfar gerne ville træde til og fungere som plejefamilie for min datter hvis det kunne lade sig gøre. Senere snakkede jeg med min far og stedmor om det hele, og de ville også gerne træde til hvis det var det. Så det fik sagsbehandleren at vide, og derfor skulle både min mor, stedfar, min far og min stedmor igennem en masse forskellige test for at kunne blive godkendt som plejefamilie. Der gik et par uger og endelig kom opkaldet jeg havde havde ventet længe på, min mor og stedfar var blevet godkendt til at være plejefamilie og A skulle derfor anbringes i netværkspleje hos dem.

 Anbringelsen ville træde i kraft allerede fra den næste måned, så jeg havde lige pludselig travlt med at finde min egen lejlighed da jeg ikke kunne blive boende hos min mor og stedfar, nu når A skulle være i pleje der. Jeg fik en lejlighed i Kaas og flyttede efter 14 dage. Det var utrolig hårdt ikke at skulle have A med, men jeg vidste at hun var i de bedste hænder. Vi fik aftalt samvær og sådan noget inden jeg flyttede for alvor, og det var jo fint nok. Nu ville hun få alt den kærlighed og omsorg som jeg ikke var i stand til at give hende på det tidspunkt. Jeg skulle have A på samvær fra lørdag til søndag hveranden weekend og det gik super godt, indtil hun begyndte at reagere negativt på samværene. Det var utrolig hårdt at høre, og mit samvær blev derfor sat ned til 3 timer hveranden lørdag og sådan varede det i godt og vel 2 års tid. Efterfølgende blev samværene sat op til 6 timer, da hun ikke længere reagerede negativt på samværene, og det var positivt! Nu var hun efterhånden blevet 4 år, og forstod meget mere. Hun begyndte at spørge ind til hvorfor hun ikke boede hos mig, og hvornår jeg kom hjem til hende og mormor igen, utrolig hårdt at høre sådan nogle ord fra sin egen datter. Jeg fik fortalt hende at mor var syg, så derfor boede hun hos mormor til mor fik det bedre. Det var til at forstå for hende. Jeg levede i min egen lille verden, fik det dårligere og dårligere for hver dag, skubbede min familie og mine veninder længere og længere væk. Jeg var virkelig kommet langt ud, og jeg besluttede mig for at tage til lægen. Jeg blev henvist til psykiatrisk sygehus, hvor jeg skulle i et forløb med en psykolog da jeg før havde forsøgt selvmord og var tidligere selvskader, så jeg skulle komme til samtale derude en gang om ugen. Det var faktisk rart endelig at snakke med en om hvordan jeg havde det, og hvor fanget jeg egentligt følte mig, for det gjorde jeg. Jeg blev også tilknyttet en psykolog i Aalborg, som skulle hjælpe mig med at komme igennem fødselsdepressionen og komme helskindet ud på den anden side, hvor jeg også skulle komme en gang on ugen. Lægen fulgte mig nøje, og da jeg efter 1 1/2 års tid sluttede forløbet ude på psykiatrisk sygehus og hos psykologen da de ikke længere mente jeg havde brug for deres hjælp, da min fødselsdepression faktisk var ikke eksisterende længere, aftalte min læge og jeg, at jeg skulle komme til tjek mindst hver 3 måned, for at sikre at depressionen ikke kom igen. Det var det her jeg havde ventet på, jeg var endelig blevet rask igen. Nu kunne jeg give min datter alt den kærlighed og omsorg som jeg ikke kunne før, nu kunne jeg være mor på fuldtid og give hende alt min opmærksomhed.

424456_143404015779890_100003308779927_176576_1794508845_n

Annabel er stadig anbragt i dag, 4 år senere. Jeg har ikke følt mig klar til at bede om hjemgivelse endnu, da jeg ville være sikker på at hun ikke pludselig ville reagere negativt på samværene igen, som hun gjorde i starten. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke har været hårdt, for det har det virkelig og det er det stadig! Jeg savner hende hver eneste ene eneste dag, og jeg har mest af alt bare lyst til at hente hende hjem, men det kan jeg ikke bare. Vi er begge kommet så langt nu, A er startet i skole og klarer sig simpelthen så godt og jeg har endelig fået styr på mit liv igen, er blevet erklæret rask, gang i uddannelse og fast bopæl. Jeg har ikke fået andet end masser af ros fra sagsbehandleren de sidste par år, når vi har været til statusmøde. Kontakten mellem A og mig selv er også blevet rigtig stærk, faktisk har den aldrig været bedre. Der er mange som ikke forstår mit valg, og der er nok mange som vil se skævt til mig efter jeg har valgt at fortælle det her til alle, bogstavelig talt. Men jeg er ligeglad, jeg gjorde hvad jeg synes var bedst for min datter. Jeg var virkelig langt nede, kunne faktisk ikke komme længere ned. Jeg havde brug for hjælp, og det fik jeg. Og takket være den hjælp, kan jeg med hånden på hjertet sige at jeg aldrig har haft det bedre. Der er mange der siger jeg har svigtet min datter, at jeg ikke burde få hende hjem igen, at jeg ikke egner mig som mor osv. Og det gør virkelig ondt! Ja jeg svigtede hende, det vil jeg ikke benægte, for det gjorde jeg og det vil jeg nok aldrig tilgive mig selv for. Jeg ved hun nok skal komme hjem og bo igen, men lige nu tager vi tingene i hendes tempo, så når hun er klar, så kommer hun hjem.

Forrige Indlæg Næste Indlæg

RELATEREDE INDLÆG

4 Kommentarer

  • Svar Tina 22. februar 2016 at 12:37

    Wow en udvikling du har være igennem Malene. Jeg husker tydeligt da du stod frem i De Unge Mødre første gang og hold nu op der er sket meget med dig siden.
    Efter at have læst dette indlæg forstår jeg bedre at du trak dig fra programmet da du gjorde.

    Synes det er super flot at du lader beslutningen være op til din datter om hvornår hun skal hjem til dig og bo. Det viser så meget.

    Der hun overhovedet sin far? Det er noget jeg har tænkte over i noget tid da du tidligere har nævnt at hun ikk så ham.

    Ønsker dig al held og lykke fremover

    • Malene Christiansen
      Svar Malene Christiansen 22. februar 2016 at 12:42

      Tak for de søde ord. Jeg synes det var det rigtige at trække mig fra programmet, selvom jeg var glaad for at være en del af SandTV familien. Men da jeg trak mig fra programmet, var der ingen der vidste at hun var blevet anbragt, kun min familie og mine aller nærmeste veninder, og jeg valgte derfor at holde det hemmeligt i over et år, inden der begyndte at florere en masse rygter på nettet, og så valgte jeg at stå frem. Men ikke med hele historien, jeg fortalte kun den korte version. Så da folk stadig spørger ind til det, besluttede jeg mig for at skrive hele historien bag anbringelsen.
      – Ja hun ser sin far. De begyndte at se hinanden igen i november måned sidste år, så det er stadig rigtig nyt for dem begge og det kan man også sagtens mærke på Annabel, men hun er glad for ham.

      • Svar Tina 22. februar 2016 at 13:47

        Kan godt forstå du valgte at holde det hemmeligt, du skulle jo også lige have tid til at vende dig til det for tror bestemt ikk det er nemt at man lige pludselig ikk har sit barn hjemme hos sig.

        Kunne du egentlig forestille dig at vende tilbage med noget gensyn i en kommende sæson og fortælle lidt om hvordan det går?

        Ej hvor dejligt at de ser hinanden igen, det er jo også godt for hende og ham.

        • Malene Christiansen
          Svar Malene Christiansen 22. februar 2016 at 15:37

          Det var det bestemt heller ikke, og det er stadig ikke nemt ikke at have hende ved mig hver dag. Men jeg snakker med hende hver dag, det er som om savnet er lidt mindre uudholdeligt når jeg ser hende. Men selvfølgelig er jeg først hel igen, når hun er hjemme.

          Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har tit tænkt på det, men det bliver ikke lige forløbelig. Men engang ude i fremtiden kunne det sagtens tænkes at jeg er med i et gensyns afsnit. 🙂

          Ja meget. Det er jeg også super glad for. Jeg håber bare ikke det ændre sig nu når han kan blive far igen når som helst, da hans eks havde termin i lørdags. Jeg håber og beder til at det ikke kommer til at påvirke det forhold A og hendes far langt om længe har fået opbygget.

    Skriv en kommentar